fredag den 27. januar 2012

Miss E, sort, sur og søvnig!

Når nu yngste har fået et indlæg, så skal ældste jo også ha' et indlæg.
Hun er trods alt den fineste og den vigtigste (synes hun selv).

Yndlingsvasken i Markusgade - lige i kattefacon
Miss E blev hentet i Randers og flyttede ind på kvisten på Kastetvej i sensommeren 2000.

Her gik der et års tid som lykkelig enekat.

Den søde lille hunkat blev slæbt rundt i transportkassen af den velmenende moder.
Hun kom både med på job, på play-dates hos venindernes katte og hjem til sin kattemormor (der i øvrigt knaldede røret på i raseri, da jeg fortalte om familieforøgelsen?).

Nå, men anyhoo - vel ankommet til Mou skulle det lille væsen jo også med ud på besøg hos sin katteoldefar.
Der var lige langt nok at slæbe kattekassen, så dyret røg i bagagebæreren på Mor E's cykel.
'Nogen' snakkede og holdt ikke øje med dyretransporten, som pludselig røg ned på vejen med et gevaldigt rabalder (katten har været sært stille siden?).

Den absolut værste dag i Miss E's liv var den dag Rasmus kom inden for døren.
I samfulde to uger henholdsvis hvæsede hun af ham og gav ham flyvskaller ved enhver given lejlighed.

Akkurat som i dag sad Rasmus og gloede på hende med store, runde øjne og fattede ikke en bjælde af, hvad der foregik :o)

Idel lykke i vindueskarmen

Hader er et stærkt ord - lad os sige, at hun tolererer Rasmus, hvis han vel og mærke holder sin kæft og lader være med at gå i vejen (hvilket ikke just er hans spidskomptence).

Ældste er skarp, tyk, lynhurtig, pissesur og observant.
Det tog hende ikke længe at finde ud af madlabyrinten eller hvordan man åbner den nederste skuffe i køkkenet (og får Rasmus til at hoppe op deri).

Miss E er morsyg - Rasmus, den lille, troløse, røde satan elsker alle.

Ældste sover ved siden af min hovedpude hver nat.
De nætter, hvor hun beslutter sig for at sove i stuen, så bli'r jeg nødt til at gå ind og hente hende og plante hende i sengen.
Rasmus vil gerne ligge i ske lidt og kommer af og til af vanvare for tæt på hende og så vanker der prompte en knytpote lige i snuden!

Sidste vinter gik jeg drøntræt i seng kl. ved 20-tiden efter en lang dag som flyttemand hos Olsen.
Var lige ude og sætte en seddel på min fordør til viceværten og så ramte jeg køjen, mere død end levende.
Miss E var ikke lige kommet ind og havde indtaget pladsen ved hovedpuden, men jeg var simpelthen så smadret at jeg ikke orkede at gå ind i stuen og hente hende.

Hen på natten kunne jeg af og til høre noget kradsen - det var dog pisseirriterende!
Jeg vidste bare, at det var Rasmus, som sad og forsøgte at kradse en snolling tørfoder ud af labyrinten!

"RASMUS!!!" Jeg sov lidt igen, og han blev satme ved. "Rasmus, stop!!! Så stop dog, for satan kat!!!" Så blev der stille, lidt .... og så gik han så ellers i gang igen!
Jeg var ved at blive sindssyg! Men var så skide træt, at jeg bare ikke evnede at lette kroppen og gå ind og losse ham i røven.

Ved fem-tiden om morgenen efter en hel nats lortekradseri og en hel del råberi blev jeg dog til sidst så træt af det røde krapyl at jeg traskede ind i stuen for at give ham en morgenhilsen med futskoen i hans lille, fede katterøv!

Det røde dyr lå med bunden i vejret foran radiatoren og snorksov .....???

Så lød der et lille, stille mjav ..... FUCK!!! PIS!!! SATAN!!!: Ti-ørerne væltede som et læs kartofler!
Jeg fløj ud og rev fordøren op og en meget flad, sort skygge gled lynhurtigt ind i gangen!

Du får dårlig samvittighed! Du får dårlig samvittighed!

Aaarrrggghhh ...... Kunne man være en dårligere kattemor???!!!
Det lille, søde væsen på godt fem flommefede kilo havde været låst ude på repos'et hele natten!

Min dørmåtte lå halvvejs nede på tredje sal - hun havde forsøgt at gemme sig under den.
Åh, smerte i kattemoderens hjerte - så bange det lille dyr havde været!

Der havde hun siddet hele natten. Nærmest lammet af angst og blåfrossen og forsigtigt kradset på døren for at komme ind igen.

Og så havde jeg ligget, bred, fed og mægtig inde i den bløde, varme seng og råbt: "Hold kææææææfffttt!!!!!

Havde den sorteste, sorte samvittighed i flere måneder efter.

Siden er der blevet holdt kattetal, hver eneste aften inden sengetid :o)

Godnat og sov godt!























2 kommentarer:

  1. Den grusomme historie har du da aldrig fortalt. Og det kan jeg egentlig godt forstå. Hvordan kunne du? Men hun overlevede jo. Så måske har hun lært at sætte pris på sin familie nu. Selvom der er plads til forbedringer!

    SvarSlet
  2. Åh hvor jeg kender følelsen. Vi lukker tit kattene ud i haven (som nu er blevet ekstra sikret med kyllingenet langs den lede ligusterhæk). Sidste vinter, en aften, havde vi haft døren åben kort, for at få madosen ud af stuen. Vi holder da øje med kattene, det er svære at overse. Men alligevel lykkedes det Myles at snige sig ud (katten på 9 kg. som normalt altid tramper, så man kan høre ham på afstand). Vi lukker døren og sætter en film på med fuld skrald og synker godt ned i sofaen.
    Efter noget tid er der noget der larmer på døren, som det jo gør HVER DAG, når Myles vil ud. Vi råber til Myles at han skal knock it off! (vi har endda en forstøver til at stå, så han kan få med sprøjten, hvis han bliver ved med at terrorisere os) Men lige lidt hjalp det, så en af os dovne æsler måtte kæmpe os ud af sofaen, sætte filmen på pause og gå op og få ham til at holde op med at kradse og springe på døren.

    Der stod Myles ganske rigtig, men på den anden side af ruden. Han miauede i vildskab, men vi kunne ikke høre ham gennem glasruden. Han så helt vild panisk ud i hovedet og øjne så store som tekopper.
    Tror han røg igennem lydmuren, da vi åbnede døren og han løb ind i varmen. Han var fuldstændig bund frossen.
    Tror du lige vi fik dårlig samvittighed? Han kunne da have været død, hvis ikke det var for hans enorme lag spæk. Han blev lidt forkølet og var meget stille de næste par dage. Lå på det varme badeværelsesgulv og bad ikke om at komme ud resten af ugen.
    Nu holder vi også ekstra meget øje, når der bliver åbnet og lukket for døre og vinduer.

    Knus fra Julie

    SvarSlet